Triangle Circle Shapes
Square Cross Shapes

Far Cry 3

  • PS3

Gå ud over civilisationens grænser med PlayStation 3.

  • Udgivelsesdato: Ude nu
  • Genre: Shooter
  • Udgiver: Ubisoft
  • Udvikler: Ubisoft
    Far Cry 3 Featured Image
    Far Cry 3 screenshot

    Langt væk hjemmefra

    Far Cry 3 på PlayStation 3 starter som reality-tv fra et ferieland med udspring fra klipper, speedbådsture og faldskærmsudspring. Dette paradis af sol, sand og surfing forvandler sig hurtigt til et helvede af blod og snavs, når figurerne bliver kidnappet og holdt som gidsler af brutale pirater.

    Det er kun passende, at et spil, der foregår på en tropisk ø, holder dig fanget fra starten med sin skønhed. Det rige planteliv og de smukke omgivelser fører dig til et land, som er både farligt og overvældende. Fra de svimlende højder kan du nyde den utrolige horisont, hvor bjergtoppe og det dybe vand venter på, at du udforsker det hele. Når dag bliver til nat og til dag igen, bliver du budt godnat og godmorgen af smukke solnedgange og -opgange.

    Figurerne i Far Cry 3 har ligeledes været igennem en detaljeret gennemgang. Du møder ungdommelig skønhed og plagede ansigtsudtryk hos de folk, du støder på i dette eventyr for voksne. Dyrene er lige så vigtige, når de jager i junglen efter intetanende bytte. Du vil lære at frygte tigerens brøl og komodovaranens nervepirrende hvæsen. Det er afgørende at lytte efter lydene på øen – om det så er for at opspore, hvor lyden af skud kommer fra, eller for at opdage i tide, at et vredt vildsvin er i nærheden. Hav ørerne med dig, og hold øjnene på skærmen hele tiden.

    Far Cry Launch 2012 screenshots

    Fortab dig

    Overlevelse er det eneste, du behøver at lære i Far Cry 3 på PlayStation 3 – til gengæld skal du være god til det. Du er fanget på en ø fyldt med farlige pirater og styrer en undsluppen feriegæst, der må befri sine venner og familie og slippe levende fra dette "ferieparadis".

    Med lidt hjælp fra en lokal stamme lærer du hurtigt, hvordan du overlever alle dem, der brænder efter at ende dit liv. Skift festcocktails ud med Molotov-cocktails, hold dig ude af syne i højt græs, og brug dine våben, når du sniger og skyder dig vej igennem en lang række missioner.

    Dine missionsmål varierer fra at overtage forposter til at indløse dusører, og du kan til enhver tid udforske øen. Husk, at din hovedmission er at redde dine elskede – og for at gøre det skal du bruge mere end blot rifler, pistoler og et par håndgranater.

    Start ved at aktivere radiotårne for at få adgang til et større arsenal samt se en større del af øen på dit kort. Læg en rute til dit næste missionsmål, og rejs øjeblikkeligt til ethvert sikkert hus, som du allerede har låst op for. Du kan også se vegetationen på kortet. Planter kan hjælpe dig med at hele og kan give dig midlertidige evner, så du f.eks. kan finde fjender hurtigere eller være immun over for ild i en periode.

    Husk, at øen er levende, og at du skal være på tæerne. Der er farer overalt, og når dagen går på hæld, skal du passe på nattens dyr. Pas på vilde hunde, leoparder, slanger, bjørne og blodtørstige hajer, der leder efter det næste måltid. Dræb dem for at lave praktiske lagergenstande, eller jag dem hen mod piraterne, og nyd synet af naturen i spil. Alt kan ske i Far Cry 3, og du står lige i midten af det hele...

    Far Cry 3 screenshot

    Vær problemet i paradis

    Du har muligvis overlevet at blive ædt levende i den nervepirrende singleplayerhistorie i Far Cry 3, men kan du også overleve de intense multiplayerspiltyper? Forbered dig på at deltage i varierede udfordringer og prøver i historien, hvor du kan kæmpe for en plads på de globale ranglister. Kan du nedlægge dusinvis af fjender med et enkelt våben og inden for tidsgrænsen? Hvad med at ræse igennem kontrolpunkter for at levere forsyninger, inden det er for sent?

    Hvis du ikke er helt klar til den hårde konkurrence, kan du samle op til tre venner og prøve det som samarbejdsspil. Historien udspiller sig seks måneder før hovedhistorien, hvor du griber til våben i seks dødsensfarlige udfordringer. Kommuniker med dine venner for at snyde piraterne og udføre vovede togter, som bliver et fast samtaleemne i de næste mange uger.

    Vælg mellem en række holdbaserede og alle mod alle-spiltyper, tilpas dit udstyr, og find dine mål. I spiltypen Firestorm skal du f.eks. sætte ild til modstanderholdets forsyninger, mens du i Transmission skal ræse hen over kortet for at ødelægge fjendens sendere og samtidig forsvare dine egne.

    Hvis du er i det kreative hjørne, kan du også designe dine egne baner med Map Editor. Byg dit eget hjørne af paradis med veje, vejr og vilde dyr. Brug derefter dit mesterværk som multiplayerkort for dig og dine venner.

     
     

    Se det i aktion

    Videoer og billeder

     
     

    Far Cry 3

    Far Cry 3