Brugsvilkår for PS Plus

1. PLAYSTATION PLUS


PlayStation Plus er et løbende abonnement med en periodisk abonnementsafgift, som opkræves automatisk (til den aktuelle PlayStation Store-pris) med den hyppighed, du vælger ved købet, indtil abonnementet opsiges.


Hvis der ikke er midler nok i din wallet, når der skal betales en automatisk abonnementsbetaling, dækkes abonnementsbetalingen ved, at beløbet automatisk trækkes via den registrerede standardbetalingsmetode.

‎2. SÅDAN OPSIGER DU DIT ABONNEMENT

Du kan opsige dit abonnement når som helst, så dit abonnement udløber ved udgangen af din prøveperiode eller ved udgangen af den periode, du allerede har betalt for, alt efter hvad der er relevant. Dette vil stoppe fremtidige betalinger af abonnementsgebyrer, men du modtager ikke refusion for allerede gennemførte betalinger. Dette er ud over de fortrydelsesrettigheder, du måtte have i henhold til gældende lokal lovgivning. Se vores annulleringspolitik på http://playstation.com/store-cancellation-policy. Du kan fortsætte med at nyde godt af fordelene, indtil dit abonnement eller din prøveperiode udløber.


For at annullere på din PS5 skal du gå til [Settings] > [Users and Accounts] > [Account] > [Payment and Subscriptions] > [Subscriptions].

For at annullere på din PS4 skal du gå til [Settings] > [Account Management] > [Account Information] > [PlayStation Subscriptions].

Du kan finde instruktioner til, hvordan du annullerer fra en anden PlayStation-platform eller -enhed på supportsiden for PlayStation på http://playstation.com/cancel-subscription.

‎3. KAMPAGNETILBUD

Kampagnetilbud og rabatter til PlayStation Plus kan være gældende for køb af abonnementer og andet digitalt indhold, der sælges separat på PlayStation Store. Sådanne tilbud kan være tidsbegrænsede og kan variere alt efter land, abonnent og/eller abonnentstatus. Kampagnetilbud kan når som helst ændres og kan omfatte indhold, der er blevet tilbudt tidligere, eller indeholde indhold, som du allerede ejer.

Hvis en kampagne tilbyder dig rabat på dit abonnement, gælder denne rabat kun for den oprindelige købspris. Alle efterfølgende tilbagevendende abonnementsgebyrer vil blive opkrævet til den til enhver tid gældende almindelige PlayStation Store-pris, indtil abonnementet opsiges.

Hvis en kampagne giver en tidsbegrænset gratis prøveperiode på PlayStation Plus, vil dit abonnement ved udgangen af din prøveperiode automatisk overgå til et løbende abonnement med et periodisk abonnementsgebyr, der opkræves automatisk med den hyppighed, du valgte, da du tilmeldte dig prøveperioden. Hvis du vil forhindre dette, kan du opsige dit abonnement inden prøveperiodens udløb. Du kan fortsat nyde godt af fordelene indtil den sidste dag i prøveperioden, selvom du opsiger abonnementet før da.

Du skal bruge et kredit-/betalingskort eller en PayPal-konto, der er registreret på din konto, for at PlayStation kan tilmelde dig og give dig adgang til en gratis prøveperiode. Hver person er kun berettiget til én gratis prøveperiode, medmindre andet er oplyst. Visse andre funktionsbegrænsninger kan også være gældende for gratis prøveperioder for at forhindre svindel og misbrug af indhold.

‎4. PRISÆNDRINGER

Vi forbeholder os retten til at ændre prisen på dit abonnement (op eller ned) for at afspejle ændringer i abonnementsproduktet, for at tage hensyn til vores omkostninger ved at levere abonnementet, for at sikre, at abonnementet fortsat er en levedygtig tjeneste, eller for at reagere på markedsændringer, herunder ændringer i valutakurser, lokale skatter eller inflation.

Vi giver dig besked via e-mail mindst 60 dage før en eventuel prisstigning. Du vil kunne opsige dit abonnement, før prisændringen træder i kraft.

‎5. INDHOLD OG FUNKTIONER I PLAYSTATION PLUS

PlayStation Plus kræver en konto til PlayStation. Adgang til PlayStation Plus-indhold og -funktioner vil variere i forhold til brugerens alder, kontotype og forældrekontrol. Derudover vil indhold og funktioner variere alt efter konsolplatform, enhed, land eller region og abonnementsniveau.

De spil, der er inkluderet i abonnementet, onlinefunktionerne i de forskellige spil og de øvrige funktioner og fordele i PlayStation Plus-abonnementet kan når som helst blive ændret. Visse spil på PlayStation Plus gøres muligvis kun tilgængelige i en begrænset periode. Antallet og tilgængeligheden af spil, der er inkluderet i tjenesten, kan til enhver tid ændres og varierer alt efter abonnementsniveau, land/område, konsolplatform og enhed.

Fortsat adgang til funktioner og fordele i PlayStation Plus kræver et aktivt abonnement. Tjenestens tilgængelighed garanteres ikke. Der er begrænsninger for lande og sprog.

Spil, der er inkluderet i PlayStation Plus, og som du downloader til din konsol, kan spilles, så længe du har et gyldigt abonnement, og spillet fortsat er tilgængeligt i tjenesten. Hvis dit abonnement udløber (eller et spil fjernes fra tjenesten), vil du ikke kunne bruge add-ons, virtuel valuta eller andre lignende forbrugsvarer, som du har købt separat til et PlayStation Plus-spil, medmindre og indtil du køber et nyt PlayStation Plus-abonnement (forudsat at spillet ikke er blevet fjernet fra tjenesten), eller du køber det samme spil fra PlayStation Store.

Tilgængeligheden af funktioner, systemets ydeevne og gameplay-kvaliteten kan variere, alt efter hvordan du får adgang til PlayStation Plus-indholdet (f.eks. downloadede vs. streamede spil). PlayStation Plus-spil har muligvis ikke de samme funktioner og er muligvis ikke identiske med andre versioner af de samme spil, som er tilgængelige på disken, i PlayStation Store eller andre steder.

Tjenesternes tilgængelighed og tilgængeligheden af indhold og funktioner på PlayStation Plus afhænger af variabler, som vi ikke har kontrol over, herunder hastigheden og tilgængeligheden af din bredbåndsforbindelse og din geografiske placering. Du kan opleve forsinkelser eller tekniske problemer forårsaget af eller relateret til disse variabler. Nogle PlayStation Plus-funktioner kan kræve, at du installerer og betjener yderligere applikationer på din PlayStation-konsol eller -enhed. Ydelse og tilgængelighed af funktioner i disse applikationer kan variere afhængigt af opsætning af din enhed og dit abonnement og kan være underlagt yderligere vilkår og begrænsninger.

Du kan finde flere oplysninger om service og begrænsninger på https://www.playstation.com/playstation-plus/getting-started.

‎6. ALDERSKRAV

Abonnenter skal være 7 år eller derover, og brugere under 18 år skal indhente forældresamtykke.

Adgang til PlayStation Plus-indhold/-tjenester vil variere alt efter brugerens alder og indstillinger for forældrekontrol.

‎7. YDERLIGERE OPLYSNINGER

PlayStation Plus-spil og andet indhold gøres tilgængeligt for din personlige, private, ikke-kommercielle brug på en PlayStation-konsol eller -enhed og andre udvalgte systemer og enheder, der har fået adgang til PlayStation Plus-indhold. Bortset fra rettigheder, der udtrykkeligt er tildelt dig, er alle rettigheder til PlayStation Plus-indholdet forbeholdt Sony Interactive Entertainment, dets datterselskaber og dets licensgivere.

Der kræves en robust bredbåndsforbindelse for at downloade og få adgang til visse former for indhold, funktioner og fordele. Der kræves internetadgang for at spille online. Det kan være nødvendigt med yderligere hardware, lagerplads og eksterne enheder for at understøtte download- og/eller streamingfunktioner, og du er selv ansvarlig for betaling af de dertilhørende afgifter. Downloadbegrænsninger og streamingbegrænsninger kan være gældende.


Brug af PlayStation Plus er underlagt disse vilkår for brug, vilkårene for anvendelse af PlayStation og den gældende politik til beskyttelse af personlige oplysninger. Du kan tilgå disse dokumenter ved at trykke på linket til menuen Helbred/Fortrolighed/Betingelser eller på www.playstation.com/legal/.