spider-man daily bugle ps4

VULTURES SKRÆPPEN!

Af Ben Urich

Adrian Toomes, også kendt som den højtflyvende Vulture, brugte sin dag i retten på at kvidre om sine forbrydelser. Under sin afhøring hylede han op om Spider-Man i stedet for at stå ved sin forbryderiske adfærd. Toomes hævdede, at den maskerede selvtægtsmand var den "sande bagmand" bag hans nedrige gerninger. Juryen føjede Toomes, for det er et velkendt faktum, at det var netop Spider-Man, der pågreb den skaldede grib for politiet.

Han blev enstemmigt fundet skyldig og fik vingerne stækket, så fuglemanden kan synge om sin uskyld fra sin personlige celle i det maksimalt sikrede fængsel The Raft, til hanen galer.

BYENS STOLTHED

Harry Osborn kæmper for miljø og bæredygtighed

Af Robbie Robertson

Borgmester Norman Osborn annoncerede den geniale forsker bag genoplivningen af sin afdøde kones forskningsprogram: ingen anden end deres unge, driftige søn, Harry Osborn.

Idéen blev ikke anset for at være anvendelig i praksis, men det var et passionsprojekt for unge Harry Osborn, der efter sigende har dedikeret de sidste år til at bevise taglaboratoriernes potentiale. Ifølge materiale fra Oscorp var taglaboratorierne bygget til at vurdere byens smogniveauer, drikkevandets renhed og en række andre miljøfaktorer. Da idéen blev præsenteret for byrådet, blev Harrys projekt ikke alene tildelt en generøs bevilling, men blev også hovedattraktionen for hans faders byfornyelsesinitiativ.

Miljøorganisationer ser frem til positive forandringer i hele byen baseret på laboratoriernes data og håber, at programmet kan blive et forbillede for fremtiden for det rene, bæredygtige byliv.

AMATØRSPINDLERE

Spider-truslen inspirerer en generation af gør-det-selvtægtsmænd

Indsendt af J. Jonah Jameson

Spider-truslens magt over byen er løbet løbsk. Børnekostumer og halloween-masker er en ting, men når efterlignere begynder at strejfe om i gaderne i discount-trikoter, så har vi et problem! Det lader til, at endnu en bivirkning af hans "selvtægt" tager skikkelse af kraftesløse efterabere, der går amok.

De får da de få fordele, der følger med masken: selfies med fans, gaver fra Spider-sympatisører. Så heldige kommer de ikke til at være, når de løber ind i en af netknoldens fjender. Det ene øjeblik strinter de ketchup på deres gratis hotdog, det næste bliver de ramt af en stor, djærv knytnæve, der tilhører en af Spider-Mans vrede fjender.

Jeg beder jer indtrængende om at overlade forbrydelsesbekæmpelsen til politistyrkens brave mænd og kvinder. Det er galt nok med en Spider-trussel. De har helt klart ikke også brug for en kostumeklædt amatørmilits, der chikanerer folk på gaden. Og Spider-møgungen har helt klart ikke brug for mere opmuntring, end han allerede får!

FISK ER TILBAGE

Mogulen ryster "Kingpin"-rygterne af sig og åbner ny skyskraber

Af Kat Farrell

Wilson Fisk vender tilbage fra sin forretningsrejse til Japan i tide til den store åbning af Fisk Tower. Fisk klippede selv det symbolske bånd ophængt foran indgangen og fremstod upåvirket af de seneste beskyldninger om, at han er forbryderbossen "Kingpin".

For kort tid siden kunne Daily Bugle som de første rapportere, at Wilson Fisks kontorer var blevet gennemsøgt i et forsøg på at komme til bunds i "Kingpin"-rygterne.

Myndighederne, der stod for efterforskningen, konkluderede, at der ikke var nogen beviser på en forbindelse mellem Fisk og New Yorks kriminelle organisationer. Efterforskningen er derfor lukket.

Adspurgt om skandalen var Fisks eneste kommentar et koket smil, en tår af sin cognac og en henvisning til hans advokater. Mens erhvervsmanden fejrer sin nye skyskraber, opkaldt efter ham selv, diskuterer politidirektøren fremtidige protokoller for efterforskninger med politikommissær Yuri Watanabe.

EN ANDEN SLAGS SUPERHELT

Vi ser nærmere på Martin Li

Af Ben Urich

Alle har en fortid. Tilsyneladende med undtagelse af den velhavende forretningsmand Martin Li. Daily Bugle har undersøgt, hvordan han egentlig blev New Yorks mest populære filantrop.

Det viser sig, at Li er inkarnationen af den amerikanske drøm. Li er forældreløs og blev sendt rundt mellem forskellige plejehjem på Manhattan, indtil han forsvandt til Kina, hvor hans forældre kom fra. Næsten et årti senere vendte Li tilbage med millioner af dollars og et stort hjerte. Da han ankom, grundlagde han sine F.E.A.S.T.-herberger for at sikre, at ingen nogensinde ville føle sig glemte eller forladte.

Lis mystiske fortid minder om de kostumeklædte kriminalitetsbekæmpere, der beskytter vores nabolag, bare uden masken og dragten. Martin Li kunne faktisk være den hverdagshelt, vi har ventet på.

VI ELSKER HAM IKKE ... ALLE SAMMEN

Byen er delt om Spider-Man

Af Betty Brant

Siden han første gang svingede gennem New York for mange år siden, har Spider-Man delt vandene. Hans få fortalere hævder, at bøller ville have hærget byen, hvis det ikke var for ham.

Men hans kritikere anser ham for at være destruktiv og skødesløs. "Skatten er steget på grund af hans skødesløshed! Sikken en helt," brokkede en ældre manhattanbo sig.

Blandt de skeptiske er borgmester Osborn, der nægter at tro på, at netsvingeren er på vores side. Som tidligere rapporteret arbejder borgmesteren på flere planer, der skal begrænse vores stigende afhængighed af Spider-Man.

Er vi klar til en Spider-fri by? Vil vi nogensinde kunne undvære ham igen? Vil vi ønske at undvære ham?

© 2020 MARVEL