Demon's Souls-tips til begyndere

En vejledning til nye eventyrere og brave sjæle.  Find ud af, hvordan du sikrer dig, at dine første timer i Boletarias ugæstfri rige bliver opstemmende, ikke udmattende.

6 ting, nyankomne skal vide

1. Sjæle er alt

De sjæle, du høster fra faldne fjender er denne dystre, knugende verdens centrale valuta: Du bruger dem til at styrke din karakter og til at købe ting hos handlende. Men tag dig i agt, for du bærer altid de høstede sjæle på dig. Hvis du dør og ikke kan overleve kampen tilbage til der, hvor du faldt, er de væk. For evigt.

2. Døden er ikke slutningen

Døden virker måske som en hård pris at betale for at blive lidt for ivrig med et ekstra sværdhug i kampe, men der er intet som at liste sig gennem et ukendt land med lommerne fyldt med rov, indtil døden pludselig banker på, og de dyrebare sjæle er tabt. Spørgsmålet er, om du er modig nok til at tage dem tilbage.

Når du accepterer det faktum, indser du, at hver rejse gennem en bane er en lærerig oplevelse, hvor du må indprente dig farernes placering, hvor fjenderne ligger på lur, og hvordan de angriber. Men du må betale for den viden med liv, indtil du endelig besejrer dine fjender og belønnes med glorværdig sejr og deres sjæle.

3. Masser af genveje, så søg højt og lavt

Man kan næsten ikke overdrive, hvor stor en lettelse det er at finde et håndtag eller en stige, der kan føre dig tilbage til en ærkestenportal, du troede, du for længst havde lagt bag dig. Banerne i Demon’s Souls er fyldt med genveje, der kan gøre din strabadserende rejse lettere, men de er ikke altid lette at finde ...

4. Hold øje med, hvad du bærer på

Ulig mange andre RPG'er er din oppakning begrænset, og hvis du holder styr på din belastning, kan du få massive fordele i, hvor langt du kan rulle, og hvor længe du kan spurte.

Du kan se dine genstandes samlede vægt i din oppakning: Gul betyder, at du er blevet belastet, og at du bør overveje at smide noget væk. Rød betyder, at du bevæger dig som et kadaver i Besudlingens Dals råddenskab. Du skal aldrig gå ind i en kamp uden at vide, hvor hurtigt du kan undvige fjendens slag, og husk, at selv småting som helbredende græs vejer noget. Det løber hurtigt op, og det bliver hurtigt din undergang.

5. Din søgen har mange veje

Når du ankommer til Neksus, bliver du mødt af fem ærkesten, der fører til fjerne lande. Hver af disse lande har veje, der bliver stadigt farligere, og som altid ender i en dæmonisk kamp. Der er ingen skam i at vende tilbage til Neksus og prøve et andet land eller en anden rute. Det anbefales faktisk af de mest velinformerede lærde. De siger, at den venstre ærkesten som regel regnes for det bedste sted for nye eventyrere at starte deres færd.

6. Du skal ikke bekymre dig for meget om at være hel eller en sjæl

Der er et væld af grunde til at vælge enten at forblive menneske, indkapslet i dit jordiske legeme, eller at blive et omvandrende spøgelse. I kropsform har du din fulde livskraft, men i sjæleform kan dine åndelige rester kun opbyde halvdelen. Du skal dog ikke bekymre dig for meget om at genvinde din menneskelighed. Det sker automatisk, når du besejrer en større dæmon. Du vil primært eksistere i sjæleform, og det er lettere at acceptere, at det er din "sande" livskraft, end at bruge værdifulde genstande på at forblive menneske.

Sådan vælger du startklasse

Når du har accepteret din opgave, bliver du bedt om at vælge en klasse. En ridder eller en tyv, måske en troldmand: De har hver deres markante fordele og svagheder. Men husk, at dette kun er begyndelsen på din episke rejse. Med tiden kan du udvikle dig og få nye færdigheder, så du kan blive dæmoners dræber. Din karakters eneste begrænsning i forhold til våben, rustninger og trolddom er egenskabspoint, så du er fri til at opgradere og eksperimentere, som du lyster. Men du bliver mest mægtig ved at koncentrere dig om dine bedste evner. At forsøge at blive tusindkunstner er den visse vej til din undergang. Koncentrér dig om dine styrker.

Den adelige startklasse er velsagtens det "letteste" valg for en ny eventyrer, der vover sig ud i Demon's Souls. Adelige er velsignet med en katalysator og en viden om mørkekunsterne og besværgelser. Du kan låse dig fast på fjenderne med et tryk på R3 og kaste sjælepile fra lang afstand, så fjenderne må komme til dig, hvis de vil gøre skade. En udpræget fordel i denne brutale verden. Noget af den trolddom, du kan få senere i spillet, kan være ufatteligt mægtig. Men husk, at alting har en pris, inklusive den mentale hårdførhed sjælemagien kræver.

Adelige bærer også sværd og skjold, så selvom du ikke brillerer i nærkamp, så har du alsidigheden på din side, og fokusset på distanceangreb gør det til et godt valg for den mere forsigtige eventyrer.

Eksperttip: Klamrering
Der er en genstand, som findes tidligt i spillet, ved navn Klamrering. Den er gemt af vejen mellem to porte, der fungerer som genvej, når du har udforsket slottets indre.

Ringens kraft giver de, der er i sjæleform, et oplivende løft af deres livskraft, så det forbandede halve helbred øges, når du er et spøgelse. Enhver fordel over for horderne er uvurderlig, så gå ikke glip af den. 

Sådan virker multiplayer* i Demon's Souls

  1. Blodbeskeder. Disse skribles af andre eventyrere og kan varsko om genveje, en stor dæmons hule eller lumske, bedrageriske fjender. Nogle ondsindede skæmterier, der lokker godtroende eventyrere til at springe i døden fra en skrænt med løftet om skjulte skatte. Tag dig i agt, også for at afvise dem med det samme.

  2. Hidkaldelser. Interaktioner i realtid finder sted gennem hidkaldelser, der lader dig hidkalde op til to andre virkelige spillere i form af blå fantomer, der kan hjælpe dig i din kamp for at besejre de store dæmoner.

    Der er dog et par hager. Du skal være i kropsform for at hidkalde. Hvis du har lyst til at hjælpe og er i sjæleform, kan du bruge den blå øjesten til at lægge et hidkaldelsestegn og slutte dig til en andens spil. Skulle du og dine allierede gennemføre jeres opgave og fælde dæmonen, bliver de sendt hjem og vender tilbage til kropsform ligesom dig.

  3. Invasioner. Hvis du er i humør til at ødelægge nogens dag, kan du bruge en sort øjesten i sjæleform til at invadere en spiller i kropsforms spil som sort fantom. Fjenderne vil ignorere dig fuldstændigt, så du kan liste dig gennem banen og dræbe dit bytte. Hvis du dræber værten, vender du hjem med en frisk kropsform samt nogle praktiske ekstra sjæle.

Eksperttip: Sort fantom, hjerte af guld Der er dog også en uortodoks mulighed, når du spiller sort fantom: Du kan hjælpe den invaderede spiller med at dræbe banens fjender, så det bliver lettere for vedkommende. I bliver stadig nødt til at kæmpe før eller siden, men hvem siger, at sorte fantomer ikke kan kæmpe halvhjertet?

*Multiplayer kræver internet og aktivt PS Plus-abonnement.

Detaljer om Demon’s Souls' tendenser

Tendens er verdens "tilstand" inde i hver af de enkelte ærkesten og i din eventyrer, uanset hvor du er. Verdenstendensen er repræsenteret af en skala fra rent sort til rent hvid for hver af ærkestenene og din karakter, og i verdenstendensmenuen kan du se dem lyse op eller falme. Når du fælder en boss, sender en angriber hjem eller hjælper en anden karakter, som har hidkaldt dig, rykker du tingene over mod hvid, men hvis du invaderer og dræber en spiller eller dør (ja, virkelig), rykker den mod sort. 

Overordnet set:

  • Hvid tendens gør spillet lettere: Fjenderne forvolder mindre skade og har mindre helbred, men giver også færre sjæle og genstande, jo tættere du kommer på ren hvid. 
  • Sort tendens gør spillet sværere: Fjenderne har mere helbred, men de giver også bedre genstande og flere sjæle, når de besejres.

En sidste advarsel

Forhåbentligt har denne guide givet dig nogle praktisk fif til, hvordan du skal starte på spillet. Meget af morskaben (og spændingen) i Demon's Souls ligger i ikke at vide, hvad der venter om næste hjørne, så vi har gjort os umage med ikke at afsløre for meget.

Der er dog noget helt fundamentalt, som kan ødelægge en ny spillers oplevelse permanent, så lad os afsløre overraskelsen. NPC'er – de folk, du taler med, i stedet for at tæske dem ihjel øjeblikkeligt – kan dræbes eller blive fjendtlige. Det inkluderer et uskyldigt fejltryk på controlleren, når du lægger den fra dig, og når NPC'en er væk, er vedkommende væk for evigt. Det kan betyde, at du mister adgangen til hele butikker resten af spillet, så vær på vagt, når du er i nærheden af et venligt ansigt, ellers kan du komme til at betale den ultimative pris.

En sidste advarsel

Forhåbentligt har denne guide givet dig nogle praktisk fif til, hvordan du skal starte på spillet. Meget af morskaben (og spændingen) i Demon's Souls ligger i ikke at vide, hvad der venter om næste hjørne, så vi har gjort os umage med ikke at afsløre for meget.

Der er dog noget helt fundamentalt, som kan ødelægge en ny spillers oplevelse permanent, så lad os afsløre overraskelsen. NPC'er – de folk, du taler med, i stedet for at tæske dem ihjel øjeblikkeligt – kan dræbes eller blive fjendtlige. Det inkluderer et uskyldigt fejltryk på controlleren, når du lægger den fra dig, og når NPC'en er væk, er vedkommende væk for evigt. Det kan betyde, at du mister adgangen til hele butikker resten af spillet, så vær på vagt, når du er i nærheden af et venligt ansigt, ellers kan du komme til at betale den ultimative pris.

  • blod og indvolde, vold
  • Brugere interagerer

©2009, 2020 Sony Interactive Entertainment Inc. Demon’s Souls er et varemærke, der tilhører Sony Interactive Entertainment Inc.