STIKKER SCORPION?

Retssagen begynder i morgen

Af Kat Farrell 

MacDonald "Mac" Gargan, også kendt som den dødbringende forbryder Scorpion, er blevet pågrebet af politiet, takket være Spider-Mans heroiske indsats. Den giftdryppende superskurk, der var eftersøgt for adskillige forbrydelser, bl.a. mordforsøg og kidnapningsforsøg, afventer nu rettergang.

Den giftige slyngel er kendt for at være en lydløs dræber, og distriktsadvokaten lader ham ikke slippe let. Anklagerne forventes at lægge betydeligt pres på Gargan i morgen for at få ham til at tale om sine forbrydelser.

Uanset om Gargan tilstår de mange anklager, så er sagen ganske lige til. Scorpion har sikret sig en enkeltbillet til det stærkt bevogtede fængsel Raft. 

 
 

FEMSTJERNET BORGMESTER

Borgmester Norman Osborn står historisk stærkt i meningsmålingerne.

Af Ben Urich 

De seneste meningsmålinger viser, at borgmester Norman Osborn er vældig populær blandt new yorkerne. Det er ingen overraskelse, da borgmesteren har bevist sin utrolige dedikation til at forbedre vores dejlige by.

I modsætning til sin forgænger har borgmester Osborn gennemført mange af sine lovede initiativer, lige fra miljøforskning til et overvågningssystem mod forbrydelse over hele byen, og det er blot to af de perspektivrige punkter blandt hans mærkesager.

Direktøren for Oscorp har helt åbenlyst vist, at han ikke kun kan klare jobbet på rådhuset, men også kan holde sin løfter. Og med new yorkernes trofaste støtte lader det til, at borgmester Osborn har momentum til at fortsætte. 

 
 

POLITISTAT?

Udenlandsk sikkerhedsfirma interesseret i kriminalitetsbelastet by;
Modsat lederen, af Jacinda C. 

På trods af borgmesterens overvågningssystem er byrådet efter sigende i dialog med Silver Sable, der er chef for den symkarianske sikkerhedsstyrke Sable International. Det rygtes, at en potentiel kontrakt diskuteres for at få vagter til byen, der kan "hjælpe" politiet."

Sable International er kendt for at træde til i europæiske lande, der har problemer med kriminalitet og andre sociale spørgsmål. Ikke desto mindre har organisationen en bekymrende historik med at overskride grænser, true civile og lade hånt om politiets retningslinjer.

Er kriminaliteten så slem, at vi må ty til det her? Borgmesterens nye overvågningssystem til bekæmpelse af kriminalitet er ikke engang fuldt funktionsdygtigt endnu. Byrådet bør give det en chance, før de inviterer farlige og uforudsigelige styrker fra udlandet til for at bistå New Yorks politi.

BON VOYAGE, HARRY

Harry Osborn rejser til udlandet for Oscorp 
Af Betty Brant

Efter øget pres fra byrådsmedlemmer har borgmester Osborn endelig valgt at træde tilbage fra Oscorp – i udlandet. Borgmesteren afslørede på en pressekonference, at han ikke længere vil tilse Oscorps internationale forretninger og udnævner i stedet sin søn, Harry Osborn, til at være sin internationale efterfølger.

Osborns udnævnelse har været længe ventet. Straks efter en flot afgangseksamen fra Empire State University igangsatte den unge Osborn en succesfuld fornyelsesplan for sin afdøde mors forskningslaboratorier.

I sin nye rolle i udlandet skal Harry Osborn stå for Oscorps europæiske kontorer og projekter. Selvom New York vil savne sin yndlingssøn, så glæder vi os til at se det gode arbejde, som han uden tvivl vil gøre for verden. 

 
 

UNGE HAR PROBLEMER

Stigende priser knuser drømmen om storbyen
Af Mary Jane Watson

Problemerne for nyuddannede unge bliver større, da huslejepriserne i byen igen er steget betragteligt. Som vi tidligere har skrevet, får mange unge på arbejdsmarkedet økonomiske problemer pga. byens skyhøje boligpriser, som mange bebrejder Spider-Mans letsindighed. Men hvad med de virkeligt destruktive kræfter? De maskerede galninge som han beskytter os mod?

Spider-Man har besejret hver eneste udklædte kriminelle, der har erklæret krig mod New York og skabt ravage. Var netsvingeren ikke dukket op for otte år siden, ville der ikke være meget by tilbage at hæve huslejen i.

Desuden er hver genopbygget skyline bedre end den forrige, takket være byggegiganten Wilson Fisk. Han har genopbygget stort set hver eneste murbrok i hvert hjørne af byen – selv i de mindre bydele, der tidligere var billige at bo i. Derfor er det ikke så mærkeligt, at forgældede unge må bruge deres opsparinger for at følge med.  

Engang var New York City et sted for håbefulde unge med skyhøje aspirationer. I dag er det priserne, der er skyhøje, og derfor forbliver drømmen for mange blot en drøm. 

 
 
 
 

CHINATOWNS DÆMONER

Maskerede bøller laver ballade 
Af Ben Urich

På helt utrolig vis er en ny bande dukket op i vores allerede kriminalitetshærgede by. Daily Bugle er først med detaljerne om de maskerede tilflyttere.

Iklædt smoking og uhyggelige kinesiske masker spreder den nye bande, der er kendt som "de velklædte dæmoner", skræk og rædsel blandt byens borgere. Selvom der ingen officielle rapporter er om, hvor gruppen kommer fra, så lader de til at have hovedkvarter i Chinatown. Er international kriminalitet ved at få taget i vores by?

De lokale er bekymrede, men New Yorks filantropiske milliardær, Martin Li, ser anderledes på det. "Den slags grupper er ude efter tusindvis af dollars. Mange i dette område har ikke den slags midler, særligt ikke dem i F.E.A.S.T.-herbergerne. Hvis de vil finde penge her, så bliver de vist desværre skuffede," siger han. 

Selvom Li kan have ret, så tænker mange på, hvor længe deres kontanter er i sikkerhed, før bøller med metalmasker begynder at overfalde byens borgere for småpenge. 

 
 
 
 

DEL 4. UDGAVE

 
 

© 2018 MARVEL

 
 

Daily Bugle – udgaver