De bedste strategispil på PS4:
din uundværlige forbrugerguide

 
 

Sid Meier’s Civilization VI

Hvis ønsket om verdensherredømmet motiverer dig til at stå op om morgenen, så er tiden inde til at kræve din plads blandt historiens største herskere i Civilization VI til PS4.

Du starter i det små ved at overtage styringen af store civilisationer og præger verden ved at sende spejdere ud, opdage store vidundere og kæmpe mod barbarer. Politiske alliancer bliver dog inden længe altafgørende for dine ambitioner om at føre dit samfund ud af den mørke middelalder og ind i en tid præget af økonomisk og militær dominans.

Civilization VI lanceres på PS4 med tilføjelserne Rise and Fall og Gathering Storm, så du skal også forholde dig til naturkatastrofer og civile opstande – som om du ikke har nok at se til med at erobre hele verden.

Spil dette, hvis ... du tror, verden ville være et bedre sted, hvis du bestemte.

 
 

Frostpunk

Dette unikke byplanlægningsspil sender dig ud i en frossen og trøstesløs tundra, hvor du skal lede et forvist folk i en desperat jagt efter mad, varme og læ.

I starten skal du holde dit folk i live ved at sørge for fornødenhederne: du skal sende nogen ud på jagt, bygge bygninger og samle ressourcer. Inden længe skal du dog også tage stilling til moralske dilemmaer og træffe strategiske beslutninger, hvis din koloni skal overleve.


Skal du sende børnene i arbejde? Hvad skal man stille op med de syge? Kan du undvære dine arbejdere og redde de borgere, der er strandet i den frosne ødemark? I Frostpunk er nemme beslutninger lige så sjældne som et godt måltid, men det er op til dig at holde håbet i live.

Spil dette, hvis ... du søger opmuntring i de mørke vinternætter.

 
 

Wargroove

Fra holdet der gav os Stardew Valley, kommer nu Wargroove i samme charmerende 16-bit-stil. Denne gang får du kommando over én af fire stridende fraktioner, som kæmper om herredømmet i et eventyrligt kongerige.

Du skal flytte din hær rundt på kortet efter tur, plyndre landsbyer og sikre dig nok midler til at rekruttere krigere og lede dem i det næste slag. Udover det sædvanlige udvalg af bueskytter og spydbevæbnede soldater, så kan du også anvende overnaturlige kræfter, rekruttere drager og udnytte unikke "groove"-færdigheder som kommandør.

Som enkelt spiller følger du historien om en ung dronning, som kæmper for at befri sit land. Hvis du går online, kan du kæmpe mod dine venners hære eller oprette og dele dine egne kort, som spilfælleskabet derefter kan downloade.

Spil dette, hvis ... du ønsker lidt mere farve til din krigsførsel.

 
 

Northgard

Northgard er en rejse i vikingernes evne til opdagelse og udforskning (krydret med lidt erobring og plyndring). Dine hårdføre nybyggere får et helt kontinent, som de kan forme efter egne behov.

Ressourcerne er begrænsede, så du skal træffe svære valg om, hvor dine folk skal arbejde, om de skal trænes i at kæmpe eller jage, og hvordan du bedst forbereder dit folk på de barske vintre.

Som om det ikke var nok, så opdager du nok hurtigt, at I ikke er de eneste på kontinentet. Ulve strejfer omkring, du skal forholde dig til de indfødte levende døde, og så er der både venlige og fjendtlige kæmper i området. Der er flere måder at vinde på, alt afhængig af din valgte strategi, men uanset hvilken retning du vælger, så skal du være forberedt på at gå i hi, når sneen begynder at falde.

Spil dette hvis ... du kan lide at udforske det ukendtes land.

 
 

Age of Wonders: Planetfall

I det seneste kapitel af Age of Wonders-serien får du rollen som leder af en fraktion, der kæmper for at overtage herredømmet på en processuelt generereret planet.

Hvordan du koloniserer planeten, afhænger af dine strategiske beslutninger. Du kan udnytte forskellige biomer og etablere og administrere byer, og så skal du håndtere rivaliserende grupper og sørge for, at din befolkning er tilfreds.


Vælger du den krigeriske rute, hvor du skal kæmpe dig til sejren, eller foretrækker du diplomati og alliancer med dine naboer? Du kan selvfølgelig også vælge at sende spioner ud for at samle informationer, så du kan planlægge en hemmelig kampagne og stjæle ressourcer, inden du erklærer krig.  

Spil dette, hvis ... du vil mere end bare at erobre jorden.

 
 

Shadow Tactics: Blades of the Shogun

Listefødder er ninjaens allermest dødbringende våben, og du skal bruge alle dine knivskarpe evner, hvis det skal lykkes dig at overvinde en brutal krigsherre i det feudale Japan.

Du er selvfølgelig, som ninja, udstyret med en masse værktøjer, så du lydløst kan overmande dine fjender på alle niveauer og bruge dine omgivelser til at distrahere eller lave fælder.

Hvert eneste møde kræver nøjagtig planlægning – du skal forudsige dine fjenders synsfelter, finde en flugtrute over hustagene og snigmyrde dine fjender uden at vække opmærksomhed i mere og mere komplekse situationer. Du får heldigvis hjælp undervejs af allierede, som du rekrutterer, og som hver især bidrager med nye evner.

Spil dette, hvis ... du foretrækker strategiske kampe, der kræver snilde.

 
 

XCOM 2

Strategispil er ikke kun for de magtbegærlige. I XCOM 2 er situationen en hel anden – du er sidste forsvarsværk mod rumvæsner, hvis mål er at erobre planeten og udslette menneskeheden.

Du har kommandoen over specialstyrken, som kan tilpasses, og det er din opgave at træne rekrutterne i de rette færdigheder, så de kan modstå rumvæsnernes angreb. Missionerne er turbaserede, og du skal sørge for at placere dine marinesoldater taktisk klogt på kortet, forudsige fjendens rute og planlægge et bagholdsangreb eller et modangreb.

I takt med at rumvæsnerne bliver mere besluttet på at knuse dine tropper, skal du opgradere din kommandocentral og researche nye våben og færdigheder, hvis du vil undgå den totale udryddelse. Men intet pres.

Spil dette, hvis ... du ikke har tænkt dig at lade rumvæsnerne udrydde menneskeheden.

 
 

Tropico 6

Lad os være ærlige, en af de mest irriterende dele i ethvert byplanlægningsspil er de anmassende borgere og deres konstante krav. Det kan være et værre slid at behandle dem ordentligt. Den gode nyhed er, at Tropico 6 handler om at gå egne veje – også hvis dette indebærer at afgive løfter, som du ikke kan overholde.

Som El Presidente kan du vælge at indtage posten som en frygtet diktator eller en fredselskende statsmand, mens du bygger og vedligeholder din bananrepublik på en række tropiske øer. Det er naturligvis udfordrende at være verdens bedste diktator, du skal både sørge for økonomien (og huske at sætte lidt til side til dig selv), kvæle oprør, plyndre berømte vartegn fra andre nationer og holde opildnende valgtaler for at beholde ledertjansen.

Spil dette, hvis ... du drømmer om at tale til dit folk, der forguder dig, fra din balkon.

 
 

Valkyria Chronicles 4

Valkyria Chronicles-sagaen udvisker grænsen mellem strategi og JRPG. I dette fjerde kapitel følger vi Squad E, en gruppe modige modstandskæmpere, involveret i den anden europæiske krig mod Empire.

Historien udspiller sig i en smukt gengivet verden, hvor du skal vælge mellem et udvalg af taktiske operationer og træne et brandmandskab i forskellige færdigheder. Du bruger kommandopoint til at placere dine folk på kortet. Dit perspektiv skifter til Action Mode, så snart du styrer en enhed direkte, og her skal du bruge actionpoint til at udføre din plan – hvad enten denne er at angribe, at hele en allieret eller at indtage en ny strategisk placering.

Træningsenheder, køretøjer, slagskibe og tapperhedsmedaljer bidrager til en detaljeret verden fyldt med historier og charmerende figurer, som tilbyder meget mere end blot militærstrategi.

Spil dette, hvis ... narrativ og figurer betyder lige så meget for dig som strategiske beslutninger.

 
 

Stellaris: Console Edition

Stellaris beskrives som "storslået strategi af galaktiske dimensioner". Du er en kommandør med storslåede ambitioner: du vil erobre hele galaksen.

Der skal, som du nok kan regne ud, meget til for at opfylde sådan et mål. Diplomati, ressourceadministration og regeringsansvaret for dine planeters befolkninger er blot noget af alt det, du skal stå for. Men det kan være kringlet at udvide sin magt til hele galaksen, hvor fremmede arter står klar til at forhindre dig i at erobre deres hjemlande og overtage deres teknologiske gennembrud.

Når den interplanetariske krig bryder ud, skal du være mesterstrategen, der fører dine tropper gennem det ydre rum, vedligeholder nyttige forhold og sørger for at magtbalancen falder ud til din fordel. Ingen har jo nogensinde påstået, at galaktisk magtovertagelse var nemt.

Spil dette, hvis ... dine strategiske ambitioner er for store til et enkelt solsystem.

 
 

Flere uundværlige forbrugerguides

Se vores guides til nogle af de bedste PS4-spil i et bredt udvalg af genrer.

Horrorspil

Post-apokalyptiske eventyrspil

Jobsimulatorer

Looter-shooters

Familie- og børnespil

Spil sammen i sofaen

2D-platformspil

Narrative spil