De bedste narrative spil på PS4: Din uundværlige forbrugerguide.

 
 

ERICA

Udvikler: Flavourworks
Hvad er historien?: Afdæk den frygtelige sandhed bag en kultkonspiration. 

En biografoplevelse i spillefilmslængde med live action-grafik og Hollywood-produktionsværdier venter på dig i denne medrivende, interaktive thriller.

Før Erica gennem en mystisk underverden, hvor hun afslører de grusomme hemmeligheder bag mordet på sin far. Det er ikke kun dine beslutninger, der ændrer, hvordan den forgrenede historie udfolder sig. Du kan også fysisk interagere med Ericas omgivelser. Innovativ brug af berøringsskærmen på din smart-enhed eller touchpad'en på din trådløse DUALSHOCK 4-controller giver dig mulighed for at bruge dine fingre til at udføre forskellige handlinger, f.eks. spille på klaver eller skære ledningen til et sikkerhedskamera over. 

Mere som dette:

Hidden Agenda

Gå på jagt efter den berygtede "Trapper-dræber" i denne skræmmende krimithriller ved at bruge berøringsskærmen på din enhed til at træffe svære valg, der ændrer, hvordan historien slutter. Samarbejd med op til fem venner om at afsløre morderens identitet, eller spil mod hinanden, og konspirer mod dem for at nå dit hemmelige mål uden at blive fanget… 

 
 

Detroit: Become Human

Udvikler: Quantic Dream
Hvad er historien?: Find ud af, hvad det vil sige at være et menneske i en fremtid, hvor androider tjener menneskeheden.

Du styrer androiderne Markus, Kara og Connor gennem hver deres historie og kommer til at stå over for utallige valg, når de interagerer med deres omverden. Det fører til vidt forgrenede historier, hvor underdanige androider rejser sig mod deres menneskeherrer eller kæmper for at redde dem.

Vælger du den fredelige vej? Eller sætter du dine hovedpersoner op mod hinanden, når androidernes revolution ruller? Vær forsigtig. Ét fejltrin kan betyde liv eller død for dine karakterer, selvom historien fortsætter.

 
 

Heavy Rain og BEYOND: Two Souls-samlingen

Quantic Dream er mestrene af dybe, følelsesladede og gribende historiedrevne spil, og deres evne til at væve forgreninger i deres historier og skrive spændende karakterer har givet os nogle af de bedste eksempler på cinematiske spil.

Udvikler: Quantic Dream
Hvad er historien?: Fang en seriemorder, og beskyt din søn.

I Heavy Rain spiller du primært som Ethan - en far på sporet af origamimorderen, som har kidnappet Ethans unge søn - samt som tre andre spilbare karakterer, der spiller hver deres rolle i jagten på morderen.

Efterhånden som mysteriet bliver afdækket, bliver Ethan hånet af forskruede meddelelser fra morderen, og dine valg afgør, hvem der lever, og hvem der dør. Der opstår hele tiden nye fordrejninger i historien, som på kløgtig vis bliver flettet sammen.

Udvikler: Quantic Dream
Hvad er historien?: Du besidder overnaturlige kræfter i denne historie om at føre en desperat, ung kvinde til frihed.

BEYOND: Two Souls fortæller historien om Jodie Holmes: En ung kvinde med ekstraordinære kræfter og en overnaturlig forbindelse til en entitet ved navn Aiden. Følg Jodies historie fra barndom til voksenalderen, hvor hun lærer at leve med sine kræfter, mens hun samtidig flygter fra en ondsindet CIA-celle, som vil bruge Jodie som et våben.

Med skuespilpræstationer fra Ellen Page og Willem Dafoe fik Beyond: Two Souls premiere ved Tribeca Film Festival og fik ros for karakter- og stemmeskuespil samt for instruktionen af dets interaktive historiefortælling.

 
 

Life is Strange

Udvikler: DONTNOD
Hvad er historien?: Spol tiden tilbage for at fikse fremtiden for en lille by ved kysten.

Dette episodiske, interaktive eventyr har fået en stor, passioneret fanskare, siden det udkom i 2015. Med god grund! Det er et af de mest sofistikerede og bevægende spil i genren.

Fotografeleven Max er tilbage i sin fødeby Arcadia Bay for første gang i årevis. Hun redder sin gamle ven Chloes liv og opdager samtidig, at hun har en enestående gave: Hun kan spole tiden tilbage. Max er plaget af varsler om en mørk fremtid, og hun må lære at forstå sin evne samt konsekvenserne af at lave om på fortiden.

Mere som dette:

Life is Strange 2

I efterfølgeren følger du brødrene Sean og Daniel, der er flygtet efter en tragisk hændelse, mens de prøver at komme overens med Daniels nyfundne superkræfter.

 
 

Until Dawn

Udvikler: Supermassive Games
Hvad er historien?: Prøv at overleve natten i en hytte i et øde område, der plages af en morder.

En fjerntliggende hytte. En flok teenagevenner. Vinter i den amerikanske ødemark. Selv dem, der kun kender lidt til horrorgenren, ved, at det er en opskrift, der kun kan gå galt. Og ganske vist: Efterhånden som historien i Until Dawn udspiller sig, begynder tingene at gå helt galr for de otte venner, der er fanget på bjergsiden.

Med en historie, der forgrener sig vidt og bredt, og hvor alle beslutninger har konsekvenser, kan spillerne ændre udfaldet af spillet ved at redde hovedpersonerne fra en sindssyg morder ... eller forsegle deres blodige skæbne. Et af de mest gribende spil i nyere tid og uundværligt for enhver horrorfan.

Mere som dette:

Kholat

Rejs til de trøstesløse Uralbjerge for at undersøge ni russiske vandreres dødsfald i dette prisvindende, narrative mysterium på PS4.

 
 

The Dark Pictures: Man of Medan

Udvikler: Supermassive Games
Hvad er historien?: Fem venner er strandet midt ude i Stillehavet. Du afgør deres skæbne.

Supermassive Games, der stod bag Until Dawn, er tilbage for at vise, at de mestrer isnende, cinematisk historiefortælling i denne første episode af The Dark Pictures Anthology - en serie af selvstændige, interaktive horrorspil.

Man of Medan er første spil i serien og er inspireret af virkelige begivenheder, fascinerende legender og klassiske gyserfilm. Spillet sammenfletter fortællingen om en gruppe venner, der er taget på en dykkerferie, der kun kan ende galt. En storm efterlader gruppen drivende på Stillehavet, og det, der skulle have været en dejlig dag på havet, tager en dyster drejning, så du må tage beslutninger, der afgør, hvem der lever, og hvem der dør, efterhånden som historien udfolder sig.

 
 

The Inpatient

Udvikler: Supermassive Games
Hvad er historien?: Du er vågnet op på et uhyggeligt sanatorium og må genskabe din hukommelse ved at sammenstykke dine minder.

De erfarne historiefortællere fra Supermassive Games fører deres gruopvækkende fortællinger ind i VR-verdenen med The Inpatient - et psykologisk horrorspil, der foregår 60 år før begivenhederne i Until Dawn.

Hvis du er modig nok til at tage dit PS VR-headset på, vil du opleve at være patient på en mystisk sygeafdeling. Du kan ikke huske, hvordan du er havnet der, så du må sammenstykke din hukommelse ud fra minder og tage valg, der styrer historien på det uhyggelige hospital.

For at gøre det ekstra realistisk kan du anvende stemmestyring til at foretage dialogvalg i spillet, når du møder en perlerække af dystre karakterer.

Gone Home

Udvikler: The Fullbright Company
Hvad er historien?: Din familie er forsvundet. Du må afdække, hvad der skete.

De ting, vi efterlader, fortæller mere om os, end man skulle tro. I Gone Home lader The Fullbright Company genstandene fortælle en historie uden at forlade sig alt for meget på mellemsekvenser.

Du spiller som Katie, der vender hjem efter et år i udlandet, blot for at opdage, at hendes familie er væk. Hendes eneste spor er en seddel fra sin lillesøster Sam, der beder hende om ikke at lede efter hende. Den eneste måde at finde ud af, hvad der er sket, er at gennemsøge huset efter oplysninger for at få svar på, hvad der skete, mens Katie var væk, og hvor hendes familie er.

 
 

The Walking Dead: The Telltale Series

Udvikler: Telltale Games
Hvad er historien?: Beskyt en ung, forældreløs pige i en verden, der er hærget af de udøde.

Verdenen i The Walking Dead er kendt af de fleste horrorfans. I denne episodiske spilserie har Telltale Games skabt en gribende, historiedrevet oplevelse, der foregår i samme sydstatsmiljø som tv-serien.

Du følger Lee - en enlig overlever af apokalypsen - og Clementine: En ung, forældreløs pige, der er fortabt i en farlig verden. Episoderne danner interaktive, gribende spil, som fokuserer mere på historie og karakterudvikling end traditionelle spilmekanikker.

Igennem fire sæsoner styrer spillerne historiens retning via dialogvalg, når Lee og Clementine desperat leder efter hendes forældre i en spændende og følelsesladet serie af begivenheder.

Mere som dette:

The Wolf Among Us

Afdæk en række grusomme mord, og styr historiens retning i en hårdkogt pulp-thriller, der foregår i en verden af eventyr og folklore.

 
 

Oxenfree

Udvikler: Night School Studio
Hvad er historien?: En gruppe venner åbner en frygtindgydende, overnaturlig revne på en ildevarslende ø.

Omdrejningspunktet i dette grafiske eventyr fra Night School Studio er fem venner, der bliver trukket ind i et overnaturligt mysterium, efter at de ved et uheld er kommet til at åbne en spøgelsesagtig revne. Du spiller Alex: En rebelsk teenager, der tager sin nye stedbror med til sommerfest på en ø, der tidligere var ejet af militæret.

Historien tager snart en dyster drejning, og dine beslutninger afgør, hvordan det hele ender for Alex og hendes venner. Oxenfree kan spilles på 4-5 timer, så det er perfekt, hvis du ønsker en kortere spiloplevelse ... eller bare vil have tid til at udforske forskellige slutninger.

 
 

Everybody's Gone to the Rapture

Udvikler: The Chinese Room
Hvad er historien?: Udforsk en idyllisk landsby få timer efter, at Jorden er gået under.

Udvikler The Chinese Room beviser, at et historiedrevet spil ikke behøver være fyldt med lange og detaljerige forklaringer for at være følelsesladet. De blev nomineret til en BAFTA for denne fortælling om Jordens undergang.

Spillet foregår i en hyggelig, engelsk landsby cirka fem dage efter "den primære begivenhed", som har gjort en ende på menneskeheden. Du udforsker den urovækkende, landlige idyl og sammenstykker minder, der svæver rundt i de forladte hjem, butikker og legepladser.

Selvom du ikke møder nogen fysiske karakterer i spillet, får du som spiller alligevel en levende fornemmelse af de folk, der boede i landsbyen og de altødelæggende begivenheder, der har udspillet sig - et bevis på udviklerens talent for historiefortælling.

Mere som dette:

Dear Esther

Det uventede hit fra The Chinese Room, som banede vejen for EGTTR, og som fortæller om en sørgelig tragedie på en fjern, skotsk ø.

 
 

What Remains of Edith Finch

Udvikler: Annapurna Interactive
Hvad er historien?: Løs mysteriet om familien Finch' forsvinden.

Denne smukt udførte BAFTA-vinder af en fortælling om død og opdagelse kommer fra Giant Sparrow - de kreative hjerner bag det kritikerroste PS3-spil The Unfinished Swan.

Tag med 17-årige Edith Finch, når hun udforsker sin families mystiske hjem og afdækker de makabre forhold omkring hver generations forsvinden i en antologi af spilbare historier. Se hver unikke fortælling gennem Ediths øjne, interager med hendes omgivelser gennem alle årene, og få svaret på, hvorfor hun er den sidste Finch, der er i live.

Mere som dette:

The Vanishing of Ethan Carter

Undersøg en ung drengs forsvinden i en billedskøn bjergby i dette atmosfærefyldte, paranormale mysterium.

 
 

Firewatch

Udvikler: Campo Santo
Hvad er historien?: Byt rotteræset ud med et liv i ødemarken, som ikke er så øde, som du tror.

Roen og stilheden i Wyomings nationalpark danner bagtæppe for Firewatch - historien om en midaldrende mand, der flygter fra en personlig tragedie ved at leve det simple liv som brandopsynsmand i en skov.

Fra tårnet, som udgør din base, kan du se bjerge, skove og søer i alle retninger. Men alt er måske ikke så roligt, som det ser ud.

Kun i selskab med en walkie-talkie - og din supervisor Delilahs stemme - styrer du samtalerne, som parret har, mens Henry udforsker skoven omkring ham. Undervejs bliver det tydeligt, at han ikke er helt alene, mens for længst glemte mysterier fra parkens fortid dukker op til overfladen.

 
 

Broken Age

Udvikler: Double Fine
Hvad er historien?: Udforsk to personers parallelle liv, når de begiver sig ud på uventede eventyr.

Ligesom i traditionelle peg og klik-eventyr fokuserer Double Fine på dialog og hovedbrudsopgaver samt smuk grafik og humor. Det er en historie om to teenagere, der vokser op i meget forskellige verdener, men under meget ens omstændigheder.

Udforsk livet for Shay, en rumforsker, der er tvunget til at have samme rutine hver dag, og Vella, en ung pige, der flygter for ikke at blive ofret til et stort monster af sin landsby. Du kan frit skifte mellem de to karakterer og deres historier, mens du hjælper dem med at få kontrol over deres egne liv.

Mere som dette:

A Night in the Woods

Følg historien om Mae, der vender hjem til sin fødeby efter at været droppet ud af college i dette anderledes eventyr.

 
 

Grim Fandango

Udvikler: Double Fine
Hvad er historien?: Hjælp de døde med at nå frem til efterlivet, mens du afdækker et dystert komplot, der truer din forretning.

LucasArts' kritikerroste eventyr er uundgåeligt, hvis du er fan af hovedbrud, velskrevne historier og uforglemmelige karakterer.

Rejs til underverdenen, og spil fire år af den rapkæftede Manny Cavaleras død. Han er rejseagent for Dødsafdelingen, som sælger luksusrejser til sjæle, der er på vej til efterlivet. Indsaml genstande og oplysninger for at redde Manny fra en sammensværgelse, der truer hans frelse i denne formidable blanding af film noir og mexicansk folklore.

Mere som dette:

Day of the Tentacle Remastered

Tag på et bevidsthedsudvidende tegneserieeventyr for at forhindre en muteret, lilla tentakel i at overtage verden.

 
 

Flere uundværlige forbrugerguides

Se vores guides til nogle af de bedste PS4-spil i et bredt udvalg af genrer.

Racerspil

Post-apokalyptiske eventyrspil

Jobsimulatorer

Familie- og børnespil

Spil sammen i sofaen

2D-platformspil