Forrige gang i Shenmue ...

Din guide til den succesfulde genkomst af en kultklassiker

Hele to årtier efter det sidste kapitel sluttede, vender spiludvikler Yu Suzuki tilbage med et nyt kapitel til Shenmue-sagaen. Vi tager et kig på seriens betydningsfulde eftermæle og beskriver i detaljer, hvad vi kan forvente os af fortsættelsen.

 
 

1. Hvordan begyndte det hele?

Spillets oprindelige skaber, Yu Suzuki, forestillede Shenmue som en hybrid af kampspil og historiedrevent eventyr. Shenmue var en unik spiloplevelse, som kombinerede komplekse nærkampe med et fyldigt narrativ, interessante figurer, tonsvis af udforskning og spøjse minispil. 

Shenmue var en af tidens allerdyreste computerspil ved udgivelsen i 1999, og spillets bjergtagende grafiske stil og den følelsesladede historie gav spillet en dedikeret fanskare.

Der kom en efterfølger i 2001, men serien sluttede på en kæmpe cliff-hanger, og først her to årtier senere kommer den længe ventede konklusion så endelig. 

 
 

2. Hvad handler det om?

Shenmue udspiller sig i Japan i 1980'erne og lader sig inspirere af de klassiske Kung Fu-film fra samme æra. Vi følger teenager og kampsportsudøver Ryo Hazuki på en rejse gennem Japan og Kina på jagt efter sin fars morder.

Dette er en historie fyldt med storslåede figurer – fra gadebander til karismatiske kampsportsmestre. Ryo besøger små landsbyer og energiske metropoler i sin søgen efter ledetråde, afslører en oldgammel profeti og afdækker uventede sandheder om sin familiehistorie. 

 
 

3. Hvorfor er spillet en klassiker?

I 1999 var Shenmue ulig noget andet på markedet. Det var et vanvittigt ambitiøst projekt med en utrolig grafisk detaljerigdom, hundredvis af NPC'er med karakteristiske stemmer, dag-nat-cyklusser og dynamiske vejrmønstre.

Det var også et af de tidligste eksempler på det, vi i dag kalder en "åben spilverden". Shenmue flyttede grænser i en tid, hvor 3D-design endnu var nyt og formåede at levere interaktivitet, kompleksitet og spilfordybelse på et hidtil uhørt niveau. 

Det var en modig udvikling af spildesign generelt, med sine spøjse minispil, free-roam-områder og hurtige actionsekvenser, som skulle komme til at inspirere spiludviklere i det efterfølgende årti.

 
 

4. Hvordan udvikler Shenmue III serien?

Shenmue III bruger den nyeste teknologi til at bygge videre på den oprindelige formular og levere et spil, der er tro mod seriens ånd, men som har et moderne udtryk.

Den nyeste teknologi

Shenmue I og II var teknologisk banebrydende udgivelser, og Shenmue III er udviklet med Epics Unreal 4 Engine, som er det sidste nye skrig indenfor 3D-teknologi. Dette giver mulighed for en helt ny detaljerigdom i udvikling af figurer, miljøer og nuancerede spilmekanikker, hvilket gør, at skaberne kommer nærmere den oprindelige vision for spillet.

Frodige nye spilmiljøer

Ryos rejse fører ham fra et bondesamfund i Japan og over havet til Hong Kong og Kina. Som historien skrider frem, introduceres du for kæmpestore nye områder, som du kan gå på opdagelse i. Gå ind og ud af huse, som du vil, mød nye figurer, og afdæk flere hemmeligheder på vejen.

Fanfavoritter i nye klæder

De højtelskede figurer i Shenmue vender tilbage i nye detaljerige designs, med en opgraderet grafik og spritnye dialoger – i mange tilfælde leveret af den oprindelige stemmeskuespiller – og bringer historien til live som aldrig før.

 
 

5. Hvem er hovedpersonerne?

Du kommer til at møde et bredt udvalg af personligheder på din rejse i Shenmue, og mange af dem spiller en afgørende rolle i din mission. Mød de allervigtigste, som du skal holde godt øje med:

Ryo Hazuki

Shenmues hovedperson, den 18-årige Ryo Hazuki, er en målbevidst, omend lidt naiv, teenager på hævntogt. Han er en dygtig kæmper, der har trænet kampsport, siden han var dreng, men han har stadig meget at lære.

Wuying Ren

Den 19-årige leder af en havnebande i Hong Kong, kendt som "The Heavens", er en pengeglad og drilsk forbryder, som er en uventet ven af Ryo og en dygtig kæmper.

Shenhua Ling

Shenhua mødte Ryo sent i det andet spil i serien. 16-årige Shenhua er en beskyttet ung kvinde, der nærer stor medfølelse for omverdenen, og hun er bundet til Ryo af kræfter, som hverken Ryo eller Shenhua forstår. 

Lan Di

Lan Di er ekspert i kampsport og den brutale leder af Chi You Men-kartellet. Han er seriens hovedmodstander og manden, der slog Ryos far ihjel. Lan Di er en mystisk mand med stor magt, indflydelse og forbryderiske midler.

 
 

6. Hvad skal man?

Shenmue-serien er kendt for sin blanding af spilgenrer og indeholder kombinationsdrevede nærkampe, udforskning, spøjse minispil og et omfangsrigt narrativ.

Bliv kampsportsmester

Ryo skal skærpe sine kampteknikker, hvis han vil gøre sig nogen forhåbninger i kamp mod den frygtindgydende Lan Di. Du skal rejse rundt i hele verden for at møde undervisere, så du kan udvikle nye evner og overvinde de store odds. 

I en voldelig verden fyldt med organiseret kriminalitet, vil du tit blive bedt om at forsvare dig selv og andre – din overlevelse afhænger af dine nærkampsevner. 

Find din fars morder

Der er mange at møde i Shenmue, og de har hver især en historie, der kan føre til nye ledetråde og belønninger. 

Udforsk de forskellige samtalemuligheder, skriv nyttige tips ned eller hjælp dem for at få de oplysninger, du har brug for. 

Nogle gange vil du finde en uventet allieret, en brutal ny modstander, et afgørende spor til din mission, eller en enkelt samtale, der udvider spilverdenen.  

Udforsk store områder

Shenmues detaljerede lokationer er fyldt med ting, der kan opdages; hverdagsting som skuffer, skabe og kurve kan alle åbnes for at afdække skjulte genstande eller yderligere information. 

Du kan også støde på en række unikke minispil, hvor du kan samle belønninger - se om du har held i spil, er god til træfældning eller klassiske kampsituationer. 

Tag dig god tid til at udforske hvert område, du besøger, og få det bedste ud af Shenmues verden.

 

 
 

7. Hvordan bliver jeg opdateret med historien?

Sega udgav remastered versioner af Shenmue I og II til PS4 i 2018 med opgraderet grafik og forbedret ydelse.