Sådan passer Judgment ind i Yakuzas vidtstrakte verden

Oplev Japans underverden fra et nyt perspektiv i Segas nye action-thriller.

 
 

Hvad er Judgment?

Det hårdtslående krimidrama Judgment sender dig på et nervepirrende eventyr i Tokyos underverden, hvor du spiller en detektiv, der må bruge både næver og snarrådighed til at kæmpe for retfærdighed. Det er et helt nyt, separat eventyr, der er pakket med en dramatisk historie, spændende personer og en unik blanding af efterforskning og blændende kampsekvenser.

Judgment er det perfekte sted at starte for alle, der er interesseret i at opleve en medrivende blanding af spilgenrer, levende genskabelser af Tokyos ikoniske distrikter, dramatiske historier og fantastiske minispil.

 

Hvordan passer det ind i Yakuza-serien?

Judgment er en rejse tilbage til Tokyos snuskede bug (og videre endnu) fra et studie med en omfattende historie med krimisagaer. Sega har brugt det sidste årti på at føre PlayStation-spillere på actionfyldte ture gennem Kamurocho-distriktet og hinsides i den anmelderroste Yakuza-serie.

Yakuza-serien er noget helt unikt. De ambitiøse spil udspiller sig over flere årtier, hvor de skildrer Kiryu Kazumas liv og ubrydelige bånd til Japans kriminelle underverden. En episk fortælling om ære, frelse og forræderi med et medrivende persongalleri, der fortælles gennem syv spil og tre konsolgenerationer på en skala, der er lige så ambitiøs som film og tv-serier, og med et omfang, der er uset inden for spil.  

 

 
 

Spil lovhåndhæver eller forbryder

To forskellige oplevelser, to forskellige perspektiver på den samme verden. Det kan være overvældende at vælge, hvor man vil starte: som lovhåndhæver, der er kaldet til at redde de uskyldige, eller som forbryder, der kæmper for et bedre liv?

Vores praktiske vejledning er klar til at hjælpe. Snart vil du bevæge dig hjemmevant gennem Japans gader, uanset hvilken side af loven, du er på.

Hårdtslående detektiv

Yagami Takayuki

Judgments helt har en problematisk fortid, og en tilsyneladende umulig opgave venter forude. Hans tidligere karriere som advokat fik en ende, da en mistænkt, som han fik frikendt for mord, senere blev arresteret for den samme forbrydelse. Nu er han detektiv og bruger sine evner som efterforsker til at opklare sager i Tokyo. Men hans seneste kommer til at presse ham til det yderste: at finde en seriemorder.

Ærekær forbryder

Kiryu Kazuma

Hovedpersonen i Yakuza-serien forsøger at skabe et bedre liv for sig selv og sine nærmeste, mens han kæmper med sine livslange forpligtelser i den kriminelle underverden. Det er en svær linegang, der kræver mange personlige ofre.

 

 
 

To historier. Flere muligheder.

Både Judgment og Yakuza kan spilles på flere måder. Du kan forvente følgende.

 

Både Judgment og Yakuza foregår i en levende, men fiktiv genskabelse af nogle af Japans mest ikoniske byområder. Hvert spils ekstraordinære detaljegrad indfanger omgivelserne og atmosfæren fra den virkelige verden på forskellige tidspunkter i historien.

De har endda oplevelserne, som enhver besøgende må prøve. Du kan tage en pause fra at efterforske ledetråde i Judgment i en spillehal eller undslippe menneskemylderet og neonlysene på en stille kattecafe i Yakuza 6 og på denne måde opleve Japans mange unikke seværdigheder fra din egen sofa. 

 

Efterforskningssystemet i Judgment er unikt og trækker på Yagamis fortid som advokat. Mens du udforsker Tokyo, kommer du til at følge spor i hemmelighed, fotografere mistænkte for at samle beviser, krydsforhøre vidner for at finde ledetråde og meget mere. Disse spiløjeblikke er en forfriskende adspredelse fra de mere action-tunge sekvenser.

Nogle gange er næverne det eneste svar, og så må du bevise din sag med en storm af kombinationer i Judgment eller hamre din pointe på plads med råstyrke i Yakuza. Disse slagsmålssektioner

lader dig skifte stil, alt efter om du skal håndtere en enkelt modstander eller en hel flok, mens både Kiryu og Yagami kan udløse hver deres unikke specialevner, der giver dem en fordel i kamp.

 

Både Yakuza og Judgment er sprængfyldt med minispil, der bryder det intense drama op med sjove adspredelser. Du finder historisk korrekte og fuldt spilbare genskabelser af Segas arkadespil (f.eks. Virtua Fighter og Space Harrier) såvel som flippermaskiner, karaoke, dronekapløb og sågar tårnforsvarsagtige spil. 

 

 
 

Yakuza-forbindelsen

Vil du opleve hele Kiryu Kazumas rejse? Det her skal du vide.

Kiryus historie spænder over syv spil og adskillige årtier

Man kan ikke nægte, at Segas Yakuza-serie er ambitiøs. Selvom den er blevet udvidet til at omfatte flere spilbare figurer, har krimisagaen fulgt de største begivenheder i Kiryu Kazumas liv fra 1980'erne til nutiden. Serien begyndte på PS2 med Yakuza fra 2006, og hans historie sluttede på PS4 i 2018 med Yakuza 6: The Song of Life.

Samlet set er Yakuza-serien en af spilhistoriens rigeste personskildringer, men fordi hvert eventyr er enestående, kan de også spilles separat. 

Sådan bliver du ajourført med Kiryus historie

Yakuza begyndte på PS2, fortsatte på PS3 og sluttede på PS4. Men i løbet af de sidste år har Sega genskabt og opdateret de tidligere spil, så de kan tage kampen op mod senere kapitler. PS4-udgaver af de to originale spil moderniserede Kiryus første eventyr, og Yakuza 0 fra 2017 dykkede endnu længere ned i Kazumas fortid.

Takket være disse PS4-opdateringer og PS Now, kan du opleve alle Kiryus eventyr undtagen to på din PlayStation 4. De to undtagelser, Yakuza 3 og Yakuza: Dead Souls, kan spilles på PS3.   

 
 

Hvilket Yakuza-spil skal jeg spille først?

Hvert spil skildrer et unikt kapitel i Kazumas liv. Hvilket skal du først spille? Læs videre for at få en synopsis af hvert spil, så du kan kaste dig ud i det, der pirrer din fantasi mest.

 

Udgivet i 2017, foregår i 1988

Yakuza 0

Det tidligste kapitel i Yakuzas historie er også et af de mest nyligt udgivne. Denne forløber sammenfletter to historier og to spilbare personer: Kiryu Kazuma anklages fejlagtigt for mord og forsøger at rense sit navn, mens han jages, og seriens stamgæst Goro Majima nægter at myrde en ung pige, og dømmes derfor selv til at dø.  

Udgivet i 2017, foregår i 2006

Yakuza Kiwami

Kiwami er en genskabelse af originalen fra PS2, hvor Kiryu vender tilbage til et helt andet Tokyo efter 10 år i fængsel for en forbrydelse, han ikke begik. Der er udbrudt krig mellem yakuza-fraktionerne, hans bedste ven er blevet gangsterboss og vil dræbe ham, og hans rustne kampevner bliver sat på prøve af klanrivalen Goro Majima i en serie af episke og stadigt mere bizarre kampe.

Udgivet i 2018, foregår i 2008

Yakuza Kiwami 2

Efterfølgeren fra 2008 bliver opdateret et årti senere. Kiryu må sande, at han kun midlertidigt er undsluppet yakuza-livet. Mordet på et fremtrædende medlem af hans tidligere klan trækker ham tilbage til den kriminelle underverden, hvor han møder en dødbringende ny modstander. For at opklare mysteriet må han rejse gennem landet og dele sin tid mellem Tokyo og Osaka.

Udgivet i 2010, foregår i 2009

Yakuza 3

Det midterste spil i serien flytter tilsyneladende begivenhederne i Kiryus saga fra Tokyos gader til Okinawa, hvor den tidligere yakuza forsøger at drive et børnehjem. Regeringens forsøg på at ekspropriere grunden og rive bygningen ned ender med et hævntogt, da en nær ven forsøges myrdet.  

Udgivet i 2011, foregår i 2010

Yakuza 4

Et år efter begivenhederne i Yakuza 3, hvor Kiryu nær blev dolket ihjel, udvider denne PS3-efterfølger antallet af spilbare figurer til fire unikke perspektiver: Spil en korrupt betjent, en lånehaj og en yakuza-lejemorder ud over Kiryu. Hver figur har et unikt minispil, hvilket gør dette spil til det mest alsidige i serien. I hvert fald indtil Yakuza 5.

Udgivet i 2015, foregår i 2012

Yakuza 5

Det sidste spil i serien på PS3 udvidede antallet af personer til fem. Kiryu, tilbagevendende personer fra Yakuza 4 og nye ansigter gjorde det til seriens største spil. De gradvist sammenflettede historier fører dig til fem forskellige byer i Japan, mens et større mysterium udfolder sig.

Udgivet i 2018, foregår i 2016

Yakuza 6: The Song of Life.

Det sidste kapitel om Kiryu Kazuma fokuserer på en ældre, klogere udgave af den forhenværende forbryder, der bliver løsladt fra fængslet. Han er på et personligt hævntogt efter sin adoptivdatters død, men i sidste ende vil Kiryu afdække en ældgammel hemmelighed, som yakuza-klanerne har begravet.

 

Udgivet i 2013

Yakuza: Dead Souls

Yakuza bliver til en overlevelsesgyser i dette overraskende spil, der udkom til PS3 et år efter Yakuza 4. Kiryu Kazuma og Goro Majima anfører fire spilbare figurer, der skal bekæmpe et udbrud af udøde i Tokyos gader. Selvom det ikke er en officiel del af historien, er det et sjovt "hvad nu hvis?"-eksperiment, der blander krimidrama og zombie-action.