En begynderguide til Ghost of Tsushima

Sådan forbereder du dig på Jins rejse.

Blod og involde
Intens vold
Delvis nøgenhed

Før du begynder

Fra starten kan du vælge at spille Ghost of Tsushima på engelsk eller på japansk med engelske undertekster, hvis du vil have en mere autentisk samurai-filmoplevelse. Du har også mulighed for at spille i Kurosawa-tilstand, som er inspireret af den legendariske filmskaber, hvilket ændrer verden til sort-hvid, skruer op for vinden og ændrer billede og lyd subtilt. Du kan aktivere denne mulighed når som helst i menuen.

 

Lektion 1: Lad øen føre dig

Følg vinden

Kig efter ledetråde i omgivelserne, der kan føre dig til interessante steder, f.eks. røg i horisonten eller mystisk udseende træer. Tilkald vejviservinden, hvis du vil have hjælp til at finde vej til dit aktuelle mål.

Mens du udforsker, kan du vælge ethvert punkt på kortet og følge vinden dertil, uanset om det er de forskellige Tsushimas fortællinger, specifikke interessepunkter, landsbyer eller sågar samlerobjekter.

Brug dyr som naturens vejviser

Hold øje med dyr som gyldne fugle eller ræve, der kan føre dig til bestemte vartegn eller aktiviteter. Skyer af røg kan også markere fjendens fæstninger, landsbyer, mennesker i nød eller andre ting, du kan opdage.

Hold øje med bygninger eller skrænter, som kan bestiges, for du ved aldrig, hvad du finder på toppen.

Udforsk kortet for at opdage interessepunkter

Til at begynde med må du udforske for at finde nye dele af Tsushima, men når du har opdaget et område eller et interessepunkt, kan du lynrejse dertil. Det kan betale sig at tale med handlende, du møder, for en af dem kunne give dig en særlig dragt, der kan hjælpe dig på din rejse, eller endda føre dig til skjulte hemmeligheder.

Det er også en god idé at holde udkig efter materialer som bambus eller takstræ og de blomster, der vokser på øen, for de kan alle hjælpe dig med at tilpasse dine våben og rustninger på forskellige måder.

Brug det rigtige udstyr

Jin kan bære mange forskellige dragter, og nogle af dem giver ham ikke blot et nyt udseende. Hver rustning giver unikke egenskaber og fordele, så det er altid værd at overveje det rette udstyr til en given situation. Når du har låst op for en bestemt rustning, kan du opgradere den for at styrke dens effekter eller købe nye farver for at ændre dens udseende, så den passer til din yndlingsstil.

Et lille tip: Musikalske øjeblikke

Prøv at klatre så højt op som muligt, så du kan få et godt overblik over øen, og spil på Jins fløjte. En pause med en dejlig melodi kunne have uventede effekter.

Lektion 2: Sådan overlever du tidlige kampe

Kampe i Ghost of Tsushima kan være overraskende brutale, hvis du ikke er forberedt. Selv almindelige fjender kan besejre Jin med blot et par angreb, så det kan altid betale sig at være på vagt. Hold udkig efter tegn og lyde, der viser, at en fjende skal til at angribe, og vend situationen til din fordel. 

Blokering, undvigelse og parering

Det er essentielt at blokere, undvige og parere, hvis du vil vinde kampe i Ghost of Tsushima. Du kan holde L1 nede for at blokere de fleste angreb, men du skal trykke på den, lige før en fjende angriber, hvis du vil parere, hvilket lader dig udføre et brutalt modangreb. Du kan også bruge cirkel til at undvige et angreb, hvilket også kan gøre fjender sårbare.

Tidligt i spillet bør du være på vagt, så du kan lære forskellige fjenders angreb og timing. Når du føler, at du har styr på det, kan du prøve at blokere først og parere efterfølgende angreb, indtil du lærer den rette rytme.

Se og lær

Den bedste taktik mod den mongolske invasion er de kampstillinger, Jin kan lære, som hurtigt kan gøre en ende på forskellige typer fjender. Ved at besejre eller observere mongolernes ledere i besatte bebyggelser, får du point, der låser op for nye stillinger, som er særligt effektive mod fjender med bestemte angreb.

Du starter med stenstillingen, der er særligt effektiv mod fægtere, men tag dig tid til at lære vand- og vindstillingerne, så du kan kæmpe effektivt mod fjender med skjold eller spyd. Nøglen til effektivt at bryde gennem en fjendes angreb og sejre er at mestre de forskellige stillinger.

Et lille tip: Hold ørerne åbne

Fjendtlige bueskytter råber altid til deres allierede, før de affyrer en pil. Sørg for at lytte godt efter, så du kan undvige og måske skyde tilbage med din egen pil.

Lektion 3: Anbefalede første opgraderinger og fortællinger

I starten kan selv de mest grundlæggende kampe hurtigt blive farlige for Jin. Her er nogle måder at udligne oddsene på.

Gå efter guldet

Fortællinger er en del af Jins rejse (markeret med guld på kortet), som giver dig de største forøgelser af din legendemåler, der hjælper dig med at lære teknikpoint og låse op for nye evner. Hold også udkig efter landsbyer eller interessepunkter med en gylden aura, for den kan indikere en nye opgradering.

I starten bør du overveje opgraderinger som perfekt parering med helbredelse og afbøjning af pile. Den første kan hjælpe dig med at kompensere for forbiere, mens du lærer at blokere og angribe på de rigtige tidspunkter, mens den anden hjælper dig med at undgå trusler fra afstand, mens du tager dig af nære fjender.

Du kan også overveje udviklingstaktikker, der fokuserer på helbredelse, især stålvilje, der lader dig bruge to point fra din viljestyrkemåler, når du er blevet besejret, til at hoppe ind i kampen igen.

En hjælpende hånd

I starten af Jins rejse bør du fokusere på fortællinger, der handler om at rekruttere nye allierede, f.eks. "Fortællingen om fru Masako". Udover at etablere mægtige forbindelser giver disse fortællinger dig også nye våben og rustninger, der med garanti kommer til at hjælpe dig med at tage øen tilbage.

Du bør også holde udkig efter Det Gyldne Tempel, der er et af de første vartegn, du finder, og et sikkert tilflugtssted for Tsushimas folk. Her finder du et gavealter, der kan hjælpe dig med at samle forsyninger, og handlende, der kan øge dine våben og rustningers styrke.

Tsushimas indbyggere har søgt tilflugt i Det Gyldne Tempel, hvor de kan give dig værdifulde oplysninger om, hvor du kan finde folk i nød eller interessante nye steder.

Et lille tip: Kampens følger

Efter en kamp kan du bruge touchpaden til at gøre dit sværd rent, sætte dit sværd i skeden eller vise respekt for en falden fjende.

Lektion 4: Jins udvikling og Tsushimas hemmeligheder

Tsushima flyder over af ressourcer, der kan hjælpe på Jins rejse. Du finder de fleste af dem senere i spillet, men hvis du vil have mest muligt ud af tidlige opdagelser, kan vi hjælpe.

  1. Vær ikke bange for at udforske. Der er masser af ting, du kan finde på vej til målet, så sørg for at følge dyrelivet til en ny helligdom eller nyttige materialer, selvom det er lidt en omvej.
  1. Bambusbarrer findes over hele øen og hjælper med at låse op for permanente forøgelser af din viljestyrkemåler, hvis du kan mestre dem.  Koncentrér dig om fart og præcision, men lad dig ikke rive med, det går galt, hvis du ikke rammer en knap.
  1. Jin kan springe ret langt. Nok længere, end du tror. Hvis du skal nå en helligdom, der er svær at komme til, skal du ikke være bange for at afprøve Jins evner. Men hvis der er en afgrund, du bare ikke kan komme over, kan du måske komme tilbage, når har fundet et ekstra redskab.
  1. Opstigninger til helligdomme giver to utroligt vigtige belønninger, hvis du når til tops: vokstræ og store amuletter. Vokstræ er et vigtigt materiale for bueopgraderinger, og store amuletter giver de største fordele, du kan bruge fra starten.
  1. Varme kilder over hele øen giver dig et øjeblik til at reflektere over forskellige elementer af din rejse og øger permanent din helbredsmåler. Hver for sig er de ikke enorme forbedringer, men de løber op. 
  1. Rævegrave huser noget af Tsushimas klogeste dyreliv, der fører dig til helligdomme, hvor du kan få belønninger, der hjælper dig på rejsen. Nogle af vejene til disse helligdomme er mere strabadserende end andre, men de mindre amuletter, de tilbyder, er omvejen værd.
  1. Mens du arbejder på at befri mere af Tsushima, skulle du overveje at bruge teknikpoint på udforskningsopgraderinger. De lader dig styre vinden hen til præcis den slags uopdagede interessepunkter, du søger.

©2020 Sony Interactive Entertainment LLC. Ghost of Tsushima er et varemærke tilhørende Sony Interactive Entertainment LLC.

©2020 Sony Interactive Entertainment LLC. Ghost of Tsushima er et varemærke tilhørende Sony Interactive Entertainment LLC.